#6 - Hvem fanden ansætter eksperterne i den danske underholdningsbranche?
Må man godt blinke når man er på live TV? Kan man gemme sin selvhøjtidelighed bagved neglelak og dansk musik? Hvem står for start 11'eren i studiet?
Det her er mit svar på et “diss track” mod underholdningsbranchen, og måske mest af alt TV2. Okay denne uges indspark bliver nok lidt saltet, så er i advaret. Det er ikke et udtryk for, at jeg normalt render rundt og er rasende, men ofte når jeg tænder for den ene eller den anden form for underholdning, så kan mine følelser godt løbe af med mig. Jeg har udviklet lidt et “love/hate relationship” til TV2’s sendeflade. Jeg kan jo egentlig godt kan lide meget af det indhold de producerer, men jeg kan samtidig komme helt op i det røde felt, når jeg lapper det i mig. Jeg har længe haft lyst til at give underholdningsprogrammerne en gedigen overhaling, og det bliver nok lidt personligt, selvom jeg ikke nødvendigvis har noget imod de personer, som jeg har tænkt mig at revse. Det er ikke kun forbeholdt TV2, jeg kan skam også udvikle stærke følelser, når jeg ender på DR, Viaplay eller Netflix, men TV2 har bare nogle skikkelser, som virkelig kan få følelserne frem i mig. Simon Kvamm, Jens Laulund, Jacob Prytz, Jan Mølby, Kenneth Perez, ingen af jer kan vide jer sikre.
Dagens menu
Forret: Har Kvamm mistet sin X-Factor?
Hovedret: Sport i 2’eren
Dessert: Et glædeligt gensyn
Så er der forret.
Jeg har altid været stor Simon Kvamm fan. Han er jo lidt af et ikon, som vores generation er vokset med. Baunes brevkasse, Team Easy On (ja okay Angora drengene som helhed), Nephew, USA:DSB, Danmark:Denmark, de uforglemmelige koncerter på Roskilde, måske også Guru, hvis man er til det, jeg er lidt bopbop på den. Ikke desto mindre synes jeg han har lavet en perlerække af fede ting, og blev da også positivt overrasket da jeg første gang hørte, at han nu skulle være X Factor dommer. Han var såmænd også et friskt pust til programmet, da han løb med sejren sidste år i sin dubutsæson, men han er faldet lidt af på den. Nå det var så den positive indkøring…
Hvis man ikke har set X Factor i år, og stadig har planer om at skulle det, så skal man ikke læse videre herunder. SPOILER ALERT.
I sin anden sæson som X Factor dommer, bedre kendt som den svære 2’er, synes jeg vi har set en ny side af Simon Kvamm. Jeg har faktisk holdt hans ringhjørne langt hen ad vejen, når min kæreste har været efter ham eksempelvis. I bagklogskabens klare lys og efter, i min optik, en meget egocentrisk opførsel til den store finale i Randers, fik jeg dog min åbenbaring. Han viser klare tegn på underskud fremfor overskud, og han har en tendens til at nedgøre de andre dommeres deltagere, som jeg ikke synes klæder hverken ham eller programmet. Da vinderen blev udråbt foran hele den fyldte sal i Randers, valgte han også at træde tilbage med to fingre i vejret fremfor at træde frem og omfavne og lykønske sine deltagere.
Jeg fik sommetider følelsen af, at Simon Kvamm elsker at stå på sin selvopfundne "musikalske pedistal", og diktere det musikalske udtryk for sine deltagere, så meget at han ender med at se ned på alle andre og deres idéer. Han kom med hyppige stikpiller til Thomas Blachmans jazzfortid, og udskældte Oh Lands valg af engelske sange, på en subtil men nedladende måde, hver gang hun valgte at gå den internationale vej. Man kan selvfølgelig vende den om og sige, at det er nobelt af ham at promovere dansk musik gennem det største talentprogram vi har herhjemme, men der er mange måder at gøre det på, og det er nok mest hans facon, som jeg har et problem med.
Ikke desto mindre var jeg stadigvæk en trofast X Factor seer i år, og det var da også min forhåndsfavorit der løb med sejren. Da jeg så Simon Kvamm stå ved siden af Helene Frank, havde jeg dog ikke før sæsonen regnet med, at jeg ville sidde tilbage med følelsen af, at det var den forkerte dommer der løb med titlen.
Forhåbentlig er han ikke helt så selvhøjtidelig næste år. Hvis han tager et år mere…
Hovedret: Den håbløse sportsformidling
Jeg ved nærmest ikke, hvor jeg skal starte, og det kan sagtens være et emne, som jeg tager op igen i et senere brev. Hvis jeg mærker godt efter indeni og bladrer mentalt igennem alt det sport, jeg har set, så er det nok NBA på TV2, som står klarest, når jeg skal komme i tanke om dårlige TV-øjeblikke. Det er ikke som sådan, fordi jeg synes, deres temaer er dårlige; der er for sin vis masser af fede analyser og indslag med i udsendelserne… Meeeen, besætningen i studiet kan være udslagsgivende for, om jeg tænder eller slukker for fjernsynet. Hvis Thomas Bilde og Peter Wang er på, så er det som regel fint, selvom Thomas Bilde er lige lovlig selvsmagende og unapologetic (jeg har dig, Morten Stig). Hvis man derimod får Peter Wang i selskab med Prytz eller Jens Laulund, så er jeg allerede på nippet til at droppe det. Det værste er dog Prytz og Jens Laulund i fællesskab. Der knækker filmen fuldstændig. Hvis det scenarie udspiller sig, så er den helt gal, og det er lige før, jeg mistænker TV2 Sports ledelse for at have sadistiske bagtanker, når de sætter dem til at styre slagets gang uden opsyn. Laulund er mere monoton end Morten Bruun, og der skal alligevel lidt til; og så kan manden ikke engang blinke – det er helt sygt. Prytz er blevet bedre, men bliver stadig hyldet hurtigere ud af den end nogen anden, og så er det, som om han bare ikke er basketball-kyndig nok til at sidde i den stol.
Inden det bliver for groft, så må vi hellere udbrede kritikken lidt: Vi hopper til fodboldens verden.
Når vi taler om faldgrupper i sportsformidlingen, kan vi ikke undgå at nævne Jan Mølby's eskapader på Viaplay, når han dækker engelsk fodbold. Mølby mand, med sin karakteristiske accent og ekstreme Liverpool-partiskhed, og det er uanset om Liverpool er på kampprogrammet eller ej.
Og lad os ikke glemme Martin Jørgensen. Manden har haft den samme frisure altid, som om han er fanget i en tidslomme fra 90'erne. Til hans forsvar blev han vist klippet sidste år, men det var også på tide. Det har været svært at tage hans fodboldkommentarer seriøst, når han har set ud som om, han er på vej til en boyband-reunion lige så længe jeg kan huske. Han har også den monotone og idéforladte formidling til fælles med Jens Laulund på TV2.
Kenneth Perez på TV2 under EM i 2021 var også en sindsyg karakter at have i et fodboldstudie. Hans holdninger var mere skiftende end det danske vejr, og hans kommentarer mere forudsigelige end solopgangen. Han er vist også den kommentator, mig bekendt, som er blevet irettesat flest gange på live TV. En af dem som irettesatte Kenneth, når han bevægede sig ud på glat føre, var David, som stadig følger os trofast igennem både op- og nedtakt under de danske landskampe.
Vi slutter af med en hyldest af en sand levende legende: David Nielsen. Manden er som en stjerne på himlen blandt et hav af uklare kommentatorer. Med sin skarpe analyse og humoristiske tilgang til spillet, formår han at lyse selv de mørkeste kampe og nedtakter op. Han er en påmindelse om, hvorfor vi elsker fodbold. David Nielsen, du får os til at tro på miraklerne både på og udenfor banen, og minder os om, hvorfor vi trods alt bliver ved med at se med!
Dessert: På Gensyn
Okay jeg er færdig for en stund med at være rasende på underholdningsbranchen. Jeg måtte bare lige have det ud af systemet. Der er også nogle ekstremt fede ting at kaste sig over for tiden. Jeg vil gerne slå et slag for DR, som for nylig har gjort størstedelen af gamle serier og programmer tilgængeligt på deres platform. Det er en fornøjelse at gense nogle af de serier der dominerede sendefladen tilbage i start/midt 00’erne.
Vi har kastet os over Taxa herhjemme, og jeg må bare sige, det holder stadig. En ung Peter Gantzler som Taxa-Mike, en hårdnakket charmør, er altså stadig god underholdning. Man kan også kaste sig over Nikolaj og Julie, Rejseholdet, eller Mandrillen. Der er masser af gode sager.
Så nåede vi til vejens ende. Vi skrives ved i næste uge.
Hav en smuk weekend, og se eventuelt noget sport, hvis du ikke er helt med på, hvorfor jeg bliver så ophidset.
//Julio
Du har fuldstændig ret med hensyn til David Nielsen, han er troværdig og taler direkte, og så klæder han sig skønt. Nu er kontrasten til de øvrige sportspapegøjer også slående. Selv savner jeg Jørgen Leth, som gav Touren noget classe og kultur, som Dennis Ritter ikke er videre god til. Tak for brev!